Vinen er rædsom (ligesom mændene)
DanViet | 7 november 2010 | Ingen kommentarer »
Diplomatisk brøler på Twitter
Det kan være farligt at være hurtig på tasterne. Det har Mai Mislang, der er taleskriver for den filippinske præsident Aquino, måttet sande.
“The wine sucks” – vinen er rædsom – skrev hun på Twitter som kommentar til den officielle statsbanket, som den vietnamesiske præsident afholdt for sin filippinske kollega.
Heller ingen flotte mænd i Vietnam
Som om det ikke var nok, fulgte Mai Mislang ifølge den filippinske nyhedskanal ABS-CBN fadæsen op med bemærkningen: “Sorry, der er ingen flotte mænd i Vietnam”.
Så på den måde fik den filippinske præsident Aquinos officielle besøg i Vietnam i slutningen af oktober sin egen lille skandale. Og mere opmærksomhed i medierne end den slags begivenheder ellers plejer at få.
En velsignet undskyldning
Nu har Mai Mislang og de andre ansatte i den filippinske præsidents kontor fået at vide, at de skal være mere forsigtige med deres brug af sociale netværk som fx Twitter.
Og som så mange andre med et politisk gen skrev Mai Mislang derefter en vidunderlig undskyldning – dog ikke på Twitter, men på Facebook: “Hvis jeg har såret nogen, skal I vide, at det ikke var hensigten. Det er i den grad en velsignelse at være i et smukt land, der er velsignet med varme og gæstfrie mennesker”.
Lys fremtid for vietnamesisk vin
Gene Gonzales, den filippinske præsident for Center for Asian Culinary Studies mener til gengæld, at den vietnamesiske vinproduktion går en lys fremtid i møde.
“Produktion af vin er noget helt nyt Vietnam. Vinproducenterne har stadig meget lidt erfaring, og derfor bør man give dem en chance”, siger han og fremhæver, at Vietnam selv dyrker vindruer og har importeret udenlandsk teknologi til vinproduktionen. Og Gonzales tilføjer: “Det lover godt, og skal man lave vin, tager det mindst 10 år”.
I Vietnam dyrkes der især vindruer i området omkring Phan Rang-Thap Cham og Da Lat. Den mest kendte vin er Vang Dalat, der produceres af Dalat Wine.
Ikke mere Twitter
Inden Mai Mislang blev belært om, hvad der er god tone, nåede hun også at sende denne tweet til sine Twitter-venner: “En af de hurtigste måder at dø på er at krydse Hanois gader, der er propfulde af hurtige motorcykler”. Det kan man derimod være tilbøjelig til at give hende ret i.
Nu er Mai Mislangs Twitter-konto pist borte. Om den er blevet slettet eller har fået et nyt navn, er der ingen, der ved.