Dans i Genforeningsparken
DanViet | 3 november 2010 | 1 kommentar »
Kortfilmen Dancing in the Park er en hyldest til livet i Hanoi
Hver morgen mødes folk fra Hanoi i Genforeningsparken for at danse, lege, motionere eller blot hygge sig sammen. Kortfilmen Dancing in the Park er en hyldest til parken og livet i Hanoi. Du kan se filmens livsglade trailer nedenfor.
Genforeningsparken, der ligger i gåafstand fra Hanois centrum hed tidligere Leninparken og er et af Hanois største og mest afvekslende åndehuller.
Men i 2009 var det ved at gå galt. Udviklingen i de sidste 20-25 år har gjort mange af Hanois åndehuller mindre, og fx er en del mindre søer lidt efter lidt blevet fyldt op og bebygget. Hanois bystyre havde givet udenlandske investorer lov til at opføre et 4-stjernet hotel i et hjørne af Genforeningsparken, men heldigvis fik folkelige protester byggeriet stoppet.
Mens protesterne var på deres højeste, blev der optaget en kortfilm, Dancing in the Park – Hanoi at its Millenium, der vises som en del af det officielle program ved Hawaii International Film Festival i oktober 2010.
Nedenfor kan du se den halvandet minut lange trailer til Dancing in the Park. Man får i den grad lyst til at rejse til Hanoi igen.
Du kan læse mere om Genforeningsparken i Turen går til Vietnam af Niels Fink Ebbesen.
Der er flere gode billeder og endnu mere om Genforeningsparken i artiklen “Lenin’s Last Park” på Thomas Bo Pedersens website. Artiklen er på engelsk.